Nanna og jeg er netop vendt tilbage til Mendoza efter et par dage med lange vandreture, sol og vind og udsigt til bl.a. Aconcaguas sneklaedte tinde - med sine 6959 meter det hoejeste bjerg paa den vestlige halvkugle. Efter lang tid med bylivets glaeder, foerst Rio De Janeiro og dernaest Buenos Aires (igen), var det skoent at komme op i bjergene og maerke stilheden og den toerre, klare luft.
Desvaerre ser det ikke ud til at Nanna kan faa flyttet sin flybillet, saa hun maa nok (vi haaber stadig) drage til Danmark om en uges tid, den 23. Jeg flyver efter planen den 7. marts og lander hjemme den 8. Vi tager i aften en bus 20 timer sydpaa til Bariloche, beliggende smukt, efter sigende, blandt bjerge og soeer.
Tiden flyver, og mange af denne mails modtagere har ikke hoert et ord om vores (med familien lytken laursen), mine og vores (med nanna) oplevelser i Argentina. Det var et skoent land at komme til i December, men et endnu skoennere land at vende tilbage til efter et par uger i Brasilien, synes jeg faktisk. Jeg er tilmed sikker paa, at det er et land jeg faar lyst til, endnu en gang, at vende tilbage til. Det maa vaere det stoerste kvalitetsstempel man efter en rejse kan udstede - at man har lyst til at komme der igen.
Og hvorfor saa? - I korte traek handler det om stor alsidighed, afsindig smuk natur, spaendende byliv, umiddelbart venlige, spansktalende (ja for mig er dét et stort plus) mennesker og absolut overkommelige priser (for rige nordboer som os!), der bl.a. kan betale for himmelsk gode boeffer og laber roedvin.
Det spanske udviker sig lidt hele tiden, om end den Argentinske udgave ikke er decideret turistvenlig. Utroligt mange lyde er helt anderledes end det spansk der tales i Mexico og Mellemamerika og Spanien og dermed ogsaa paa Amtsgymnasiet i Hadsten. Folk vil dog gerne snakke, og ingen har noget imod at gentage, saa kan man taale at foele sig som en doer i ny og nae, kommer man langt. Jeg insisterer som regel paa at tale et gebrokkent spansk, og der opstaar derfor glimrende samtaler, naar eksempelvis butiksekspedienter insisterer paa at tale et gebrokkent engelsk, samtidigt.
Det spanske var til lidt, men ikke megen, nytte, da vi besoegte Brasilien i ca. 2 uger. Ved Graensen mellem de to store lande ligger meget passende nogle af verdens stoerste vandfald, Iguazú, saa vi gjorde stop dér i et par dage. Indtog vandmasserne og drak lidt roedvin om aftenen. Fascinerende med den natur, altsaa. Det brasilianske eventyr fortsatte vi paa Ilha do Mel (Honningoeen, ikke helt klart hvorfor den baerer netop det navn). 5 dages strand og sol og vand og rom og cola. En lettere pludselig indskydelse, endnu et kig VAEK fra bankkontoen og et telefonopkald til et brasiliansk flyselskab gav os billetter fra Rio de Janeiro til Buenos Aires, saa efter raa afslapning var det ind i bussen og afsted mod Copacabanastranden, Maracanástadionet, Sukkertoppen, Sexen og Sambaen, eller hvad den by nu er mest kendt for.
Med kun to uger til det verdensberoemte karneval emmede byen lidt af fest og farver, og adskillige mere eller mindre planlagte gadeoptog fandt ofte sted. Med en staerk Caipirinha i haanden overvaerede vi bydelen Ipanemas udgave, mest af alt praeget af de utallige dragqueens´ konstante flirten med de mange kameraer. Simpel karnevalssamba blaeste fra horn og tubaer og stortrommer buldrede, mens saelgere af vand, cola og den brasilianske tynde oel Skol raabende snoerklede sig ind og ud af menneskemaengden.
Naa ja, Brasilien og Rio er ogsaa kendt for sin kriminalitet. Antallet af handvaaben og lommetyve skulle stige i takt med festligt omfang, saa vi lod kameraet blive paa Hostel Rio. Senere, da moerket faldt paa og vi bevaegede os fra det gaagadeafspaerrede omraade, ud i trafikken mod en taxi, skete saa det der efterhaanden er ved at blive en tradition, naar Nanna og jeg moedes i udlandet for at rejse sammen. Paa en ellers veloplyst og trafikeret gade, vendte fyren foran os sig om med en lille pistol, ussel af udseende, men dog en pistol, og fik i loebet af 5 sekunder vore to skuldertasker og var vaek sammen med sine to kompaner. Det hele gik meget hurtigt, og pistolen naaede ikke engang at skabe frygt. Bagefter var det naturligvis mere chokerende, men de ville jo bare have vores ting. Og hvilket udbytte! De blev de glade ejere af bl.a. ét letvaegtshaandklaede, een bh (nannas!, for at der ikke skal opstaa tvivl), 60 sider fra en Lonely Planet rejseguide, og et spil kort med motiver af reproducerede vikingeskibe, fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Vi gik derefter rundt med lidt flere mistaenksomme blikke, men noed alligevel den fantastisk smukt beliggende storby, et museum om den store brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer, et museum tegnet af samme (Museum of Contemporary Art, der udelukkende indeholdt klassiske graeske buster, hmm), en fodboldkamp mellem Flamengo og Boa Vista, gode udsigter ,gode havbade og generelt godt storbyliv.
Men saa var det ogsaa rart at komme tilbage til Argentina til et godt maaltid paa Desnivel i San Telmo, Buenos Aires, et sted der efter to besoeg foeles som en stamrestaurant gennem et langt liv, og hvis boeffer og husvin faar en til aldrig at ville indtage andet (udover Iguazúvandfaldene, selvfoelgelig).
Vi spiller ind imellem kort, men synet giver ofte restaurationsejere daarlige nerver - en lov, baade her og i Brasilien, forbyder aabenlyst spil med pokerkort ved restauranterne. En manager foreslog os at vi kunne saette os op paa foerstesalen, i salonen, men saa serioes var vores dyst dog ikke... Han fik daarlig samvittighed over at have forpurret vores aabenlyse kvalitetstid og gav os en pose mate. Mate er de telignende knuste blade som alle drikker her. Et lille krus af trae eller af en udhulet calabas fyldes til randen og lidt meget varm vand haeldes saa i og man toemmer den paa tur. En rejsefaelle kunne dog fortaelle, at afhaengigheden er endnu stoerre i Uruguay. Her har man foelt det noedvendigt at indfoere en lov, der forbyder tilberedelsen Mate mens man koerer bil. Man maa da heller ingenting!
Apropos love og brasiliansk kriminalitet: En lov i Rio tillader nu biler at koere over for roedt om aftenen og natten, for at undgaa at saa mange bliver udsat for saakaldte "roedt-lys-roeverier"!
Jeg behynder efterhaanden at vaere godt maet af gode rejseoplevelser, og glaeder mig saa smaat til DK, selvom jeg lige nu i Mendoza heller ikke har noget imod at gaa ud i 25 grader og aftensol, her klokken halv syv.
Vi ses snart,
Kaerlig hilsen Kristian
